Menu

Fra rondellerne i Albertslund til landstræner for Danmark: Brian Riemers vej til toppen

image
Casper Schomacker
24. oktober 2024 kl. 13:10

Dansk fodbold har fundet sin næste landstræner. DBU har netop annonceret Brian Riemer som ny træner for det danske fodboldlandshold – en udnævnelse, der gør os pave stolte her i Albertslund IF. Foruden at bruge sine aktive fodboldår her i klubben, var det også på AIF's baner, at Brian fik sin start som fodboldtræner for mere end 20 år siden. 

 

Den spæde start i Albertslund IF

Brian Riemer voksede op i Albertslund, hvor han tidligt fandt kærligheden til fodbold. Han tilbragte utallige timer på banerne i Albertslund IF, hvor han spillede hele sin aktive karriere som fodboldspiller. Det blev til 20 1. Seniorkampe – herunder en oprykning til DS i 1997 – og utallige af ungdomskampe.

Selvom Riemer aldrig selv blev professionel spiller på højeste niveau, lagde årene i Albertslund grundstene til en karriere som træner, der skulle tage ham langt ud over Danmarks grænser. Til en artikel for Brentford FC fortalte Brian om sin start som ungdomstræner i AIF. Dengang var drømmen ikke at sætte taktikken for det danske landshold, men i stedet at studere på medicinstudiet:

- Jeg begyndte at træne børn som assistenttræner på et meget, meget lavt niveau. Min ambition på det tidspunkt var ikke at blive fuldtidstræner; jeg planlagde at starte på medicinstudiet. Men i løbet af året blev jeg mere og mere involveret i det. Albertslund gav mig muligheden for at træne U15-holdet, og jeg tog imod den, fordi jeg havde set, hvordan tingene blev gjort, og havde en følelse af, at jeg kunne gøre det bedre. Jeg rykkede [herefter] op til U17-holdet i Albertslund.

Tilbage i 2020, hvor klubben kunne fejre sin 100 års fødselsdag, blev en Hall of Fame for AIF oprettet. Her var Brian Riemer selvfølgelig en af dem, der blev optaget, og i den forbindelse fik man også en snak med ham om hans tid i klubben: 

- AIF har været det meste af min barndom, og et sted, hvor jeg har brugt enormt antal timer - både til træning og i min fritid. Det er også et sted jeg forbinder med alle mine venner som dreng og ung mand, og et sted, hvor jeg altid har følt mig tryg og fantastisk godt tilpas. I dag elsker jeg stadig at gå en tur og opleve stemningen på rundellerne, når jeg er i Danmark.

Han blev også spurgt om, hvad han bedst husker fra sin tid i AIF. Her lagde han særlig vægt på både fællesskabet og rummeligheden i klubben:

- Jeg husker bedst det fællesskab, den åbenhed og rummelighed som klubben altid har vist mig og dem som jeg var omkring. Der var plads til alle - ambitiøse og målrettet, men også dem som bare ville hygge sig. Duften af nyslået græs på rundellerne, og selvfølgelig alle de dejlige mennesker som altid var omkring klubben.

 

Trænerkarrieren Blomstrer

Mens Brian trænede AIF's U17-hold, trænede Thomas Frank U17-holdet i Hvidovre IF. De to U17-hold mødte hinanden og dermed mødte Thomas og Brian også for første gang hinanden. På baggrund af det møde kontaktede Thomas Frank ham, og spurgte om de ikke skulle træne Hvidovreholdet sammen. Efter han i første omgang var usikker, valgte Brian at tage chancen og tog til Hvidovre IF, hvor han var i 5 år. Her trænede han både deres U17-hold, U19-hold og blev i 2008 cheftræner for deres 1. seniorhold i den næstøverste række af dansk fodbold. Han var også i en periode teknisk ungdomstræner i Norwich City samtidig med hans trænerrolle i Hvidovre. 

I 2009 tog han springet op til toppen af dansk fodbold, da han først blev U19 træner i FCK. Det var han frem til 2012, hvor han blev forfremmet til assistenttræner for førsteholdets cheftræner Ariël Jacobs. Han vandt Superligaen med Ariël den første sæson, men efter en dårlig start på 2013/14 sæsonen, blev Ariël Jacobs fyret. Her overtog Ståle Solbakken som cheftræner og Brian Riemer fortsatte som assistenttræner i to sæsoner. Men efter Brians eget ønsket blev han rykket tilbage som U19 træner og var det i tre år...

 

Det udenlandske gennembrud

Han blev i FCK i 10 år helt indtil 2019, hvor han i Brentford FC gjorde sin debut som træner i det udenlandske. Her blev han assistenttræner for Thomas Frank. Dermed blev de to genforenet efter de 15 år tidligere mødte hinanden første gang – Thomas fra Hvidovre og Brian fra Albertslund. Med Brentford tog han turen fra Championship op til Premier League, hvilket for alvor satte den internationale lup på ham.

Med opmærksomheden rettet mod ham, blev han i 2022 blev hentet ind som cheftræner for den hæderkronede belgiske klub RSC Anderlecht. Han kom ind efter en svær periode for klubben med skuffelser og dårlige resultater. I 2023/24 sæsonen – hans første fulde sæson – tog han klubben til en respektabel 3. plads. Den igangværende 2024/25 sæson blev dog hans sidste. Her måtte han mærke storklubbens utålmodighed, da han blev fyret efter en sæsonstart med 3 sejre, 3 uafgjorte og 1 nederlag. Det blev dermed til to år i Anderlecht. 

 

Tilbage til Danmark: En Ny Æra for Landsholdet

Nu, efter flere år i udlandet, vender Brian Riemer hjem til Danmark som landstræner. Det er en markant udvikling for en mand, der begyndte sin rejse her i Albertslund IF. DBU's valg af Brian signalerer et ønske om at bygge videre på den succes, som det danske landshold har haft i de seneste år, samtidig med, at de henter en træner med en frisk tilgang og en god opvækst her i klubben. 

For dansk fodbold er det starten på en ny æra, og med Brian ved roret er der store forhåbninger til, at Danmark vil fortsætte med at spille en afgørende rolle på den internationale fodboldscene. Efter at have nået store højder under Kasper Hjulmand, inklusive en semifinaleplads ved EM 2020, er der store forventninger til fremtiden. Brian, med sin taktiske forståelse og evne til at lede, er nu manden, der skal tage stafetten videre.

For Brian Riemer er udnævnelsen som landstræner en hjemkomst på flere måder. Ikke alene vender han tilbage til Danmark, men han bygger også videre på en rejse, der startede på de grønne rondeller i Albertslund. 

Vi ønsker Brian Riemer alt held og lykke som landstræner. Vi er stolte over, at se en af vores egne tage turen hele vejen til en trænerpost for nationens stolthed – det danske landshold.

Luk